Farvergårdens historie

Fra farvergård til museum

Farvergården er oprindelig en gammel købmandsgård, opført i 1630.

Farvergårdens facade ud til Langegade

Kertemindes første museum

I 1935 købte Kertemindes nystiftede museumsforening Langegade 8 af farver Hinkes arvinger. I næsten 100 år havde bygningen været i farverslægten Hinkes eje, deraf det nuværende navn "Farvergården". Den nuværende bygning har været en del af en større gård på stedet. Da Museumsforeningen overtog bygningen, omfattede den - foruden forhuset - også en sidebygning fra 1700-tallet, der blev revet ned ved restaureringen. Selve restaureringen blev udført gratis af lokale håndværkere, og materialer blev skænket af byens firmaer.

Til museet hører stadig en stor have, som er anlagt med staudebede og afgrænset af buksbomhække. I den del af haven, der grænser op mod Strandgade, blev der i 1939 opført en kustodebolig i bindingsværk, så den i stil og udseende svarede til hovedbygningen. I dag rummer bygningen administration for Østfyns Museer.

1. juli 2010 genåbnede Farvergården efter en gennemgribende restaurering. Facaden er genskabt som den så ud omkring år 1900, og to nye indgange er etableret, dels en ny hovedindgang mod Langegade og dels en handicapvenlig indgang fra havesiden.